Christoffer Emil Bruun, der senest har skabt opmærksomhed med P1 programmerne “Tidsånd” og “Koranskolen”, kan nu bookes som foredragsholder og moderator gennem Nyland Kommunikation. Han er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og uddannet journalist i DR gennem DR Ungs vækstlagsuddannelse. Fra 1994 til 2001 var han vært og tilrettelægger i DR, inden han i 2011 blev kronikredaktør og lederskribent på dagbladet Politiken. Nu er han tilbage som vært pg tilrettelægger på P1.

Gennem Nyland Kommunikation kan han bookes til følgende foredrag:

De kristne og de kulturradikale. 
Under det moderne gennembrud var de kristne og de kulturradikale uforenlige modsætninger. Som Henrik Pontoppidans Lykkeper illustrerer det kunne moderne virketrang og frisind ikke kombineres med tradition og troen på Gud. 
Men i løbet af det 20. århundrede ændrer både kristendom og det kulturradikale sig og blev hver især mindre dogmatiske. Det kulminerer i kølvandet på Muhammedkrisen, hvor dagbladet Politiken sætter hensynet til en religiøs minoritet over forhånelsen af den. 
I det 21. århundrede krydser kristne og kulturradikales interesser. De to tidligere modsætninger samles nu om omsorg for klima og bekymring for kulturløshed, mens den nye fjende er den uhindrede liberalisme, konkurrencesamfund, markedskræfternes dominans, Goldman Sachs grådighed.
Lyden af den danske kulturarv
De sidste 100 år har radioen været en stærk bærer af dansk kultur. Og selvom radioen er blevet spået død mange gange er den stadig en stærk kulturel muskel og velbesøgt massemedie. 
Christoffer Emil Bruun har været vært på P1 programmerne Sproglaboratoriet, En afgørende beslutning, Alle Tiders Historie, Spørg Danmarkshistorien og nu på Tidsånd. Sprog, historie og religion er dermed formidlet med ham som vært gennem de sidste 10 år. 
Med en blanding af tanker om formidling af dansk kultur og anekdoter fra produktionen af de mange programmer, er foredraget både et billede på, hvordan man fortæller om dansk kultur i det 21. århundrede og et blik tilbage i vores lange og brogede historie.