Radio- og podcastserien Ouverture, som Katrine Nyland Sørensen producerer for Radio Klassisk, kan frit streames og downloades på https://radioplay.dk/podcast/ouverture/. Programmet sendes derudover hver lørdag kl. 15 på Radio Klassisk på DAB+.

19/7 Ouverture 1: Mød operachef John Fulljames og operasanger Simon Duus fra Det Kongelige Teater, der fortæller om, hvordan en ny sæson sammensættes, og hvilke ingredienser, der skal være med i den perfekte opera.

15/9 Ouverture 2: Hvordan påvirker musikken en balletdanser rent fysisk? Kan man huske koreografi uden musik? Og kan man som danser glemme alt om fysisk smerte lige så snart musikken spiller? Balletmester Nikolai Hübbe og balletdanser Emma Håkansson fortæller.

22/9 Ouverture 3: Hvorfor har Det Kgl Kapel en særlig klang? Hvilke traditioner og forpligtelser fører der med sig, når man er medlem af verdens ældste orkester? Og hvorfor er det vigtigt at huske og drikke en fyraftensbajer med sine kolleger i ny og næ? Mød Antony Ernst, som er ny orkesterchef, Alexander Øllgaard, der spiller bratsch i Det Kgl. Kapel og Bryce Dessner fra gruppen The National, der netop har arbejdet sammen med Kapellet.

29/9 Ouverture 4: Vejen til en karriere som operasanger er ikke snorlige for alle. Mød sopran, Sofie Elkjær Jensen, og basbaryton Simon Duus, der lige nu synger Susanna & Figaro i Figaros Bryllup på Det Kgl. Teater. Det var ikke en karriere som operasanger, som var drømmen, da de var børn.

6/10 Ouverture 5: Trubaduren er stor opera med fantastisk musik! Ofte er den dog blevet beskyldt for at have verdens mest indviklede handling. I den nye opsætning på Det Kgl. Teater lader instruktør Francisco Negrin historien blive en spøgelsesthriller, hvor hovedfortællingen er sigøjnerkvinden Azucena, som hjemsøges af både sin mor og sin søn, der begge er blevet brændt på bålet. Hør Francisco Negrin, operasanger Randi Stene, operachef John Fulljames – og de to unge statister, Elton & Lauge fortælle om operaen.

13/10 Ouverture 6: I år ville Leonard Bernstein være fyldt 100 år. Det Kgl. Kapel fejrer begivenheden med bl.a. to koncertopførelser af Bernsteins musical fra 1953, Wonderful Town. Robert Houssart, som er Det Kgl. Teaters “husdirigent” fortæller om Leonard Bernsteins særlige talent som både komponist, dirigent, pianist, underviser og intellektuel.

27/10 Ouverture 7: Sine Bundgaard er en sopran med stor musikalsk appetit og nysgerrighed. Derfor strækker hendes repertoire sig også vidt. I denne udgave af Ouverture fortæller Sine Bundgaard, hvordan man som operasanger finder ind til en karakter, hvordan man koder sine muskler og nervetråde til at huske timelange operaer og hvorfor det tager op til et år, når man som sanger skal forberede sig til en opera.

3/11 Ouverture 8: Alle elsker et stort operakor! En publikumsundersøgelse viste for et par år siden, at det særligt er operaer med stort kor, som Det Kgl. Teaters publikum elsker. I dette program kommer vi til prøve med Det Kongelige Operakor og møder både medlemmer af koret og den nye korsyngemester, Steven Moore.

10/11 Ouverture 9: “Nixon in China”, John Adams opera fra 1987 om præsident Nixons besøg i Kina i 1972, opføres for første gang i Danmark i maj 2019. Operachef og instruktør, John Fulljames, og operasanger, Johan Reuter, der har rollen som Nixon, fortæller om, hvordan en storpolitisk begivenhed med virkelige personer, som mange af os har en klar erindring om, bliver til mytisk operastof.

17/11 Ouverture 10: Peter Heises opera, “Drot & Marsk”, fra 1878 om mordet på Erik Klipping i Finderup Lade, får premiere på Det Kgl.Teater i marts 2019. I programmet fortæller operaekspert, Henrik Engelbrecht, om kendte og knap så kendte danske operaer fra det 19. århundrede.

24/11 Ouverture 11: Med opførelsen af Händels oratorium, ‘Tidens & Visdommens Triumf’, fortsætter Det Kgl. Teater det efterhånden mangeårige, succesrige samarbejde med Concerto Copenhagen. Interview med Lars Ulrik Mortensen, cembalist og kunstnerisk leder af Concerto Copenhagen, om hans særlige forhold til Händels operaer og oratorier – både de kendte og de mindre kendte.

1/12 Ouverture 12: “Jul i Operaen”

%d bloggers like this: