Kom med bag kulisserne på Det Kongelige Teater i den nye radio- og podcastserie ”Ouverture”, som sendes på Radio Klassisk.

I tolv afsnit får lytterne mulighed for at følge arbejdsprocesserne på teatret og få en grundig introduktion til forestillingerne i den kommende sæson. I første afsnit, som sendes torsdag d. 19. juli kl. 13.00 fortæller operachef John Fulljames om den kommende operasæson, mens operasanger Simon Duus fortæller om de mange forberedelser det kræver at forberede sig til en rolle – det kan være alt fra memoreringsteknikker til at lære at stå på løbehjul og synge samtidig.

Om samarbejdet siger kommunikationschef på Det Kongelige Teater, Magnus Restofte: ”Vi er utroligt glade for samarbejdet med Radio Klassisk, der giver publikum en unik mulighed for, at komme endnu tættere på den kunst som vi laver på Det Kongelige Teater. Vi ved, at publikum efterspørger endnu mere viden om vores kunstarter og her får de chancen for at komme helt ind bag scenetæppet sammen med vores kunstnere. Det er både et tilbud til det helt nye publikum, der er nysgerrige og stifter bekendtskab med klassisk musik, opera og ballet for første gang og de garvede teatergængere, der efterspørger ekspertviden”.

Med ”Ouverture” begynder Radio Klassisk, som ejes af Bauer Media, nu igen at sende redaktionelt indhold på kanalen, som kan høres på DAB+ i hele landet og på radioplay.dk

Jim Receveur, CEO for Bauer Media, siger: “Jeg er utrolig glad for at arbejde sammen med Det Kongelige Teater. De er som kulturhus et ikon og deres erfaringer med det klassiske repertoire, kan komme vores radiostation til utrolig stor gavn.”

Serien er tilrettelagt af Katrine Nyland Sørensen, som er tidligere mangeårig radiomedarbejder i DR. I dag er hun indehaver af Nyland Kommunikation og er med til fremadrettet at udvikle nyt redaktionelt indhold til Radio Klassisk.

Første udsendelse kan allerede nu høres på radioplay.dk/radioklassisk

Listen to “Ouverture – 1” on Spreaker.

 

%d bloggers like this: